Heidi er landechef for Danmark hos Too Good To Go. Hun har en ph.d. i forbrugeradfærd og brænder for at forstå de samfundstendenser, der påvirker forbrugernes adfærd. Too Good To Go er verdens største markedsplads for overskudsmad med en brugerbase på 83 millioner og 150.000 samarbejdspartnere, der redder fire måltider i sekundet på tværs af 17 lande.
Af alle de klimaproblemer, vi står over for, er madspild det dummeste. Madspild tegner sig for omkring 10 % af alle menneskeskabte drivhusgasudledninger på verdensplan. Det er et af de klimaproblemer, vi faktisk kan løse uden at skulle give afkald på noget. Vi skal blot sikre, at mad ender på middagsbordet frem for i skraldespanden.
“Jeg mener, at nøglen til at løse dette komplekse problem er at styrke partnerskaber på tværs af fødevarebranchen. Mit arbejde med ONE\THIRD handler om at opbygge stærke koalitioner, skubbe Danmark mod ambitiøse mål for madspildsreduktion og ændre forbrugernes vaner.”